Politisk aftale skal begrænse spilafhængighed
Du har måske selv lagt mærke til det. Spiludbydere, der udbetaler store bonusser eller en masse ’free spins’, hvis du opretter dig som kunde hos dem. Men mange af disse foretagender har længe været kritiseret, og nu bliver mange af udbydernes tilbud også gjort ulovlige i forbindelse med en ny politisk aftale.
Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre er for nylig nået til enighed om en ny aftale, der efter planen skal træde i kraft 1. januar 2019. Den indeholder en lang række initiativer, som bl.a. skal begrænse spiludbydernes tilbud om bonusser og på den måde mindske spilafhængigheden hos de danske forbrugere.
Aftale har været længe undervejs
Overvejelser om at udforme en aftale, som skulle komme spilafhængigheden til livs, har i lang tid været diskuteret blandt Folketingets partier. Allerede i sommeren 2017 skulle politiske drøftelser af spilleloven med fokus på regulering have fundet sted, men det blev udskudt til foråret 2018. Politikere fra forskellige partier har da også længe advokeret for, at branchen skulle reguleres yderligere på en række punkter.
Allerede i sommeren 2017 udtalte skatteordfører for Socialdemokratiet Jesper Petersen: ”Vi vil gerne øge kravene til deres markedsføring, bonusser og opsøgende kundekontakt. Det skal selvfølgelig gælde både for Danske Spil og de andre spillefirmaer. Jeg forventer, at vi ender med lovstramninger på spillemarkedet i en eller anden form.” De bebudede lovstramninger er nu blevet en realitet.
Begrænsninger på bonusser og markedsføring udgør dele af aftale
Et af de mest markante punkter i aftalen begår sig på at begrænse de såkaldte spilbonusser. Hvis en spiller eksempelvis indbetalte 1.500 kroner på sin konto, kunne en spiludbyder love, at denne ville få 1.500 kroner yderligere i bonus. Denne praksis bliver nu begrænset. Bonusser må ifølge aftalen ikke overstige 1.000 kroner og må maksimalt udgøre 100% af indskuddet. De såkaldte omsætningskrav med hensyn til spilbonusser må heller ikke overstige ti gange pengene. Aftalen sikrer, at der ikke må gives bonusser på individuelle vilkår, som andre lignende spillere har fået. Det betyder derfor, at spiludbydere heller ikke må friste inaktive kunder med tilbud om bonusser, hvis der udelukkende bliver reklameret grundet denne inaktivitet.
Som led i aftalen skal det også drøftes, hvordan spiludbyderne reklamerer for sig selv. Her er kravene, at branchen skal udforme et såkaldt adfærdskodeks, som skal se på begrænsninger og udformninger af de spilreklamer, som udbyderne lancerer. Målet er, ligesom med de mange andre tiltag, at begrænse risikoen for, at flere spillere ender med at være afhængige af spil. Jyllands-Posten kunne i foråret 2018 afsløre, at flere tidligere spillere, som havde registreret sig i ’Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere’, og som havde frasagt sig muligheden for reklamer, alligevel modtog reklamer fra spiludbydere. Det har nemlig ikke været et lovkrav, at spiludbyderne skulle tjekke registret igennem, før de sendte mails om bonusser eller nye tiltag. Det er også et af punkterne i aftalen, som skal øge forbrugerbeskyttelsen. Hvis spiludbyderne skulle ende med at bryde dette adfærdskodeks, vil man overveje yderligere reguleringer af spilreklamer, men forventningen er, at det ikke bliver nødvendigt.
Tilfredshed blandt politikere og spiludbydere
Hos partierne i Folketinget udtrykkes der glæde over de bebudede ændringer. Skatteministeren fra Venstre Karsten Lauritzen udtaler i en pressemeddelelse: ”Liberaliseringen af spilmarkedet har været en succes, som har betydet, at vi har fået et ureguleret marked under kontrol, mens danske spillere har kunnet vælge frit og sikkert mellem forskellige spilmuligheder. Samtidig skal vi naturligvis gøre, hvad vi kan for at undgå, at spillere udvikler spilafhængighed. Derfor er jeg tilfreds med dagens brede politiske aftale, der har til formål at beskytte danske spillere så godt som muligt.”
Skatteordfører fra Socialdemokratiet Jesper Petersen er også tilfreds. ”Det er rigtig vigtigt, at der laves en skærpet regulering af spilmarkedet og et loft over de vildtvoksende bonustilbud, som eksperter peger på er med til at udløse mere ludomani og spilafhængighed,” udtaler han i forbindelse med aftalen.
Selv hos spiludbyderne er der positive toner. Unibets’ pressechef har tidligere udtalt sig positivt om de kommende reguleringer, og det samme kan siges om spiludbyderen Danske Spil. ”Vi vil gerne rose politikerne for at tage det ansvar, det er at have et frit spillemarked. Vi har efterspurgt netop disse reguleringer i årevis, og vi er især glade for at se et loft på bonusser på 1.000 kr. Det er en grænse, som vi selv har haft i mange år. Derudover glæder vi os over et mere enkelt og gennemskueligt gennemspilskrav. For os er der ingen spil uden ansvar,” udtalte administrerende direktør Susanne Mørch Koch i en pressemeddelelse.