Engelske parlamentsmedlemmer kræver, at loot boxes bliver gjort ulovlige

En gruppe engelske parlamentsmedlemmer er gået sammen med et ønske om, at de såkaldte loot boxes og andre betalinger i spil fremover skal reguleres af spillemyndigheden.

Gruppen af parlamentsmedlemmer har sågar beskyldt visse gratis videospil for direkte at opfordre spillerne til at bruge penge på de virtuelle loot boxes, og det er altså ikke længere i orden ifølge dem.

Tusindevis af pund bliver brugt på loot boxes

Det populære spil RuneScape er skabt af virksomheden Jagex og har haft mere end 260 millioner spiller-kontoer verden over i løbet af de 18 år, spillet har eksisteret. Ifølge BBC News har Jagex for nyligt annonceret, at visse spillere på platformen kan bruge helt op til £1.000 om ugen inde i RuneScape-spillet. Det svarer til omkring 8.500 danske kroner ugentligt.

Ifølge det amerikanske statistica blev der på verdensplan brugt omkring 22 billioner amerikanske dollars på in-game betalinger (løbende betalinger inde i spillet), mens de forudser, at dette tal vil være steget til 31 billioner amerikanske dollars i 2020.

Parlamentsmedlemmer: Loot boxes skal reguleres på samme niveau som gambling

Ifølge de engelske parlamentsmedlemmer bør de omtalte loot boxes være reguleret i samme grad som andre former for gambling og online betting. Det vil betyde, at loot boxes med ukendt indhold bør være ulovligt for folk under 18 år.

I Belgien valgte de sidste år at forbyde loot boxes fuldstændigt, og der har været overvejende positive reaktioner blandt de belgiske spillere. Loot boxes er ellers populært i rigtig mange spil i dag. Store spil som både Fifa, Call of Duty og Apex Legens opererer med in-game betalinger. Grunden til, at særligt loot boxes ofte bliver sidesat med gambling, er fordi brugeren ikke kan være sikker på, hvorvidt den ”box”, de betaler for, indeholder noget af værdi.

Selvom mange spillere i Belgien er tilfredse med forbuddet, kæmper flere af spilproducenterne imod det. EA games, som blandt andet står bag Fifa, har endda valgt at ændre navnet på deres loot boxes for at omgå det. De kalder dem nu ”overraskelses mekanismer” og har blandt andet sammenlignet dem med kinderæg. Spilkommissionen i Belgien har tilladt de loot boxes, som spillerne kan vinde ved at løse udfordringer, selvom de heller ikke synes om disse.

Hvorfor bruger spilproducenterne loot boxes?

En loot box er i bund og grund, når du inde i et online spil køber en virtuel kasse, som indeholder tilfældige genstande. Det kan være mønter, våben eller andet, som kan give dig en fordel i spillet. Der er store krav til spiludviklerne i dag, men på trods af dette er priserne på spil ikke gået besynderligt op de seneste mange år. Derfor kom de blandt andet på loot boxes og andre former for in-game betalinger.

Det kan vise sig at være et problem og lede til gambling og i værste tilfælde ludomani. Et Britisk studie ledet af Dr David Zendle fra York St John University viste i 2018, at der er en sammenhæng mellem de, som bliver udsat for loot boxes og problemspil. Det kunne BBC fortælle i november 2018.

I Danmark er der også en stigende bekymring

Hos den danske Spillemyndighed har de siden 2017 oplevet et stigende antal henvendelser fra borgere og særligt forældre, som er bekymrede for loot boxes i computerspil, særligt i spillet Stars Wars Battlefront 2. Som det ser ud lige nu, er loot boxes i dette spil dog ikke omfattet af spilleloven. Det skyldes, at man ikke kan sælge det, man vinder i sin loot box og dermed få en økonomisk gevinst. Det er noget andet med eksempelvis Counter Strike, hvor spillere kan sælge de skins, som er vundet i spillet, og få en økonomisk fortjeneste. Derfor er dette computerspil omfattet af spilleloven.

”Vi følger udviklingen på området; især fordi loot boxes og lignende typisk findes i spil, der i høj grad henvender sig til børn, og vi har en særlig forpligtelse til at beskytte blandt andet børn og unge”.

Det sagde direktør i Spillemyndigheden Birgitte Sand i 2017 og forsatte: ”Jeg vil dog samtidig gerne understrege vigtigheden af, at man som forældre sætter sig ind i, hvilke spil ens børn spiller, og får en snak om sund adfærd, når man spiller. På den måde kan man forhåbentlig undgå ulykkelige situationer, hvor mindreårige bruger penge, de ikke burde have brugt.”

Similar Posts