Kina og Vietnam slår til mod ulovlig sportsbetting

De store lande i det østlige Asien med lukrative markeder inden for spil og væddemål, herunder Kina og Vietnam, har længe sørget for at holde spiludbydere i kort snor, så alle aktiviteter foregik på et kontrolleret marked.

Nu har man gjort endnu et indhug i deres forretninger ved at arrestere henholdsvis 46 personer i Kina og mindst 10 personer i Vietnam, som menes at have forbindelse til den ulovlige, men lukrative branche i regionen. Kina har længe ført en stram politik overfor spiludbydere. Indsatsen er blevet øget betragteligt i løbet af det seneste år i et håb om at forstyrre branchen.

Anholdelser og beslaglæggelser i stor stil

Der har længe været anholdelser og beslaglæggelser under opsejling som led i VM-slutrunden, som fandt sted i Rusland fra midten af juni til midten af juli.

Statsejede kinesiske medier kunne med stolthed meddele, at det var lykkedes dem at stoppe en ring af illegal gambling til en værdi af næsten 50 millioner amerikanske dollars på én weekend. Den illegale gambling-ring benyttede sig af sociale medier såsom WeChat til at promovere deres tilbud til kunderne, mens lokale agenter stod for at indsamle spillernes tal og udlevere pengepræmier.

Det var også lykkedes for de vietnamesiske myndigheder at lave yderligere anholdelser, som man havde gjort det adskillige gange før under VM-slutrunden. Her udførte man en koordineret razzia mod flere lokationer spredt i hele landet. De havde angiveligt stået bag et netværk, som havde sin start i 2015 med filippinske rødder. Bagmændene havde over denne periode haft en omsætning på næsten 90 millioner dollars.

Intensivering af sager før og under VM

Det var ventet i industrien, at de kinesiske myndigheder ville statuere et eksempel forud for VM-slutrunden og dermed afskrække potentielle spillere og bookmakere, som havde tænkt sig at gamble ulovligt. Statsejede medier havde advaret befolkningen om at falde for de ulovlige tilbud. Desuden garanterede man, at flere sager var under opsejling.

En person sidder ved et tastatur med håndjern på. Det er dog ikke bare i Vietnam og Kina, at man har forsøgt at optrevle bagmændene bag de ulovlige gambling-ringe. Mange af de andre asiatiske lande i regionen som Thailand, Malaysia og Taiwan har også sørget for mange anholdelser under slutrunden. Det lykkedes bl.a. politiet i Thailand at anholde over 3000 personer med tilknytning til illegal gambling i løbet af de fire første dage af slutrunden. 2 uger senere kunne man så meddele, at yderligere 6500 personer var blevet anholdt, hvilket fik antallet af anholdte op på 9500 personer. Det thailandske politi udtalte, at stigningen i forhold til tidligere slutrunder skyldtes den lette adgang til gambling-sider gennem spillernes smartphones.

Politiet i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, kunne rapportere om succesfulde razziaer på 285 lokationer inden VM-slutrunden overhovedet var overstået. Her endte man med at arrestere 342 bookmakere.

I Taiwan var det lykkedes politiet at anholde en enkelt bookmaker for illegal gambling. Manden havde stået bag flere online sportsbetting-sider med en omsætning på næsten 5 millioner dollars. Yderligere havde han adskillige agenter arbejdende for ham, som stod for at lokke spillere til.

Begrænsede markeder gør illegal gambling attraktivt

Generelt har mange af de asiatiske lande strenge love, når det kommer til spillemarkedets vilkår. Myndighederne i Vietnam har ellers siden starten af 2017 forsøgt at lempe på de strenge krav, som afholdt potentielle spiludbydere fra at gøre entré på markedet. En prøveperiode på 5 år er blevet introduceret, hvilket bl.a. inkluderer muligheden for yderligere sportsbetting, så det blev muligt at vædde på en større andel af internationale kampe. På trods af diverse lempelser har ingen spiludbydere meldt sig parat til at tage del i denne prøveperiode. Kravene er stadig for strenge, lyder det. Myndighederne tillader fx ikke online sportsbetting, hvilket efter sigende kommer sektoren inden for illegal gambling til gode.

I Kina er meget af branchen også under konstant lup. Overordnet er gambling ulovlig i landet, men myndighederne står dog bag deres egne sportslotterier, som de kinesiske forbrugere kan spille igennem. Der har længe været bekymring om ulovlig sportsbetting, men den lovlige sektor stod alligevel til at nå en rekordomsætning. Ifølge analytikere ville sportslotterierne nå en omsætning på 10 milliarder dollars under slutrunden, hvilket ville betyde en firedobling i forhold til VM-slutrunden fra 2014.

Similar Posts