Australsk hotelkæde overvågede spillere
Den australske hotelkæde, Woolworths, fik ansatte til at lave detaljerede profiler og tilbyde gratis drikkevarer til stamgæsterne, der frekventerede hotellets spillemaskiner.
Dette blev gjort i håbet om at få dem til at blive længere og i sidste ende bruge flere penge ved maskinerne. Indrømmelsen kommer efter en længere undersøgelse, hvor tidligere ansatte udtalte sig kritisk om praksissen.
Whistleblowere startede sagen
Det var den australske politiker, Andrew Wilkie, som i februar måned kunne rapportere, at hotelkæden angiveligt noterede stamgæsternes vaner, mens de befandt sig ved spillemaskinerne. Det inkluderede bl.a., hvornår gæsterne kom og gik, deres profession, og hvad de plejede at spille for. Disse oplysninger blev derefter gemt online, hvor de forskellige hoteller indbyrdes kunne rapportere om gæsterne og deres vaner. Det skulle også gøre det lettere for nye ansatte, så de hurtigere kunne blive bekendte med de vigtigste kunder.
En tidligere ansat, som dannede grundlag for undersøgelsen, kaldte det bl.a. ”røverisk” og udtalte yderligere: ”Det er uetisk, og hvad du essentielt gør er at kigge folk over skulderen og dokumentere, hvad folk gør, og de ved ikke, at du gør det.”
De ansatte skulle angiveligt også have modtaget gavekort, hvis de opnåede bestemte salgstal i løbet af dagen. Det skulle være direkte modstridende med de retningslinjer, som spiludbyderen har accepteret i forbindelse med deres spilletilladelse.
Anklager førte til intern undersøgelse
Anklagerne fik Woolworths til at påbegynde en intern undersøgelse af de beskrevne forhold. I august måned kunne de efterfølgende bekræfte, at man på nogle hoteller havde noteret detaljer om spillernes privatliv og deres vaner. Formanden hos Woolworths, Gordon Cairns, udtalte i forbindelse med undersøgelsen, at praksissen ved nogle hoteller ”ikke stemmer overens med de prioriteter og værdier af vores kunder og de samfund, hvor vi opererer.” Den detaljerede bogføring med kunderne fandt sted over hele landet, kunne undersøgelsen også konkludere.
Den kritiserede praksis skulle efterfølgende være blevet stoppet, ligesom hotelkædens moderselskab, ALH Group, har udtalt, at man vil bandlyse personalet at give stamgæsterne alkoholiske drikkevarer uden betaling.
Danske Spil sendte mails til ludomaner
Kritik af spiludbyderes behandling af deres kunder har ikke kun fundet sted i udlandet. Også herhjemme har kritikken rullet sig ud. Den landsdækkende avis, Jyllands-Posten, kunne i maj 2017 afsløre, at bookmakeren Danske Spil sendte massevis af tilbud gennem e-mails til ludomaner, som havde takket nej til diverse spillereklamer. Eksempelvis modtog en ludoman, som havde tilmeldt sig Spillemyndighedens ’Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere’ (ROFUS), 17 mails fordelt på 22 dage – afsendt af Danske Spil. På daværende tidspunkt havde kun 5 ud af 38 spiludbydere tilmeldt sig ordningen. Her var Danske Spil ikke én af dem.
Stor kritik fra politikere og organisation
Denne form for markedsføring blev derefter mødt af skarp kritik fra de politiske partier på Christiansborg og organisationen Center for Ludomani. Og dette til trods for, at Danske Spil ville være den ledende aktør, når det gjaldt ansvarlighed i branchen. Souschef hos Center for Ludomani, Henrik Brandt, udtalte dengang: ”Vi er dybt overraskede over, at landets absolut største spillefirma, der er ejet af os alle sammen, ikke er gået forrest med at få indført denne ordning og derved bidrager til at sætte en standard.”
Fra Folketingets partier lød der også kritiske røster. Både Venstre og Dansk Folkeparti ønskede, at bestyrelsen i Danske Spil fik gjort noget ved problematikken. Finansordfører i Venstre, Jacob Jensen, udtalte bl.a. til Jyllands-Posten: ”Man har et ansvar som offentlig udbyder af spil for, at man ikke er med til at underløbe folk i behandling for ludomani. Dette er ikke godt nok.”
Uenighed om bagvedliggende problem
Danske Spil udtalte ellers, at man dengang ønskede at koble sig til registret, men at det ikke var lykkedes på grund af teknologiske problemer. ”Det nye system fungerer ikke for os it-mæssigt. Vi er selvfølgelig utroligt frustrerede og irriterede over, at vi ikke har mulighed for at koble os på det, når Spillemyndigheden endelig kommer med et system,” udtalte Stine Hove Marsling, CSR-direktør ved Danske Spil. Men den påstand afviste Spillemyndigheden efterfølgende. Ifølge myndigheden havde de aldrig modtaget feedback fra Danske Spil i forhold til registrets implementering.