Danske spil vil mindske gambling-afhængighed

En del af Danske Spils CSR-politik er at bekæmpe spilafhængighed. Det forklarer Astrid Vestergaard, som sammen med Pia Thomsen udgør Danske Spils data science-afdeling.

Derfor kan man risikere at få et opkald fra Danske Spil, hvis man for eksempel har svært ved at styre sit forbrug af onlinespil på Lotto, Oddset eller Keno. Der sidder nemlig en række rådgivere klar til at tale med brugere med potentielle gambling-problemer.

Spilscanneren skal finde mønstre hos problemspillere

Danske Spil begyndte allerede i 2016 at foretage opkald til kunder, som viste begyndende tegn på spilproblemer. Det var dette arbejde, som gav Danske Spil anledning til at udvikle, det værktøj de kalder for Spilscanneren. Pia Thomsen forklarede til konferencen Techfestival, der fandt sted i København i september i år, at ”Danske Spil fik psykologer med speciale i gamblingafhængighed til at kigge på data om 2.400 kunders gambling-mønstre. De blev kategoriseret i to kategorier – måske problematisk og ikke problematisk. Vi fik derefter hjælp af en ekstern leverandør til at træne en model”.

Danske Spils rådgivere fortæller, at Spilscanner-modellen som udgangspunkt har fungeret godt. Dog er det gået op for dem, at det ikke dur at have en model, som vedligeholdes ude af huset. Det fortæller Astrid Vestergård.

”Vi oplevede udfordringer med Spilscanneren sidste år, fordi nogle af input-dataene til modellen ændrede struktur. Det sker i store selskaber, fordi dataformater ændrer sig. Så er du nødt til at ændre modellen,” fortæller Astrid til Berlingske og fortsætter: ”Dermed blev vigtigheden af, at vi selv nemt kan ændre og forbedre modellen fremadrettet, klar for os”.

Danske Spil har derfor besluttet at etablere sin egen in-house data science-afdeling, som altså lige nu består af de to kvinder. Her ønsker man at tage ejerskab over modellen igen og samtidig gøre systemet langt nemmere at vedligeholde.

Værktøjet skal passe på de mest sårbare og sikre lovlig markedsføring

Spilscanneren skal ved hjælp af matematiske analyser og kunstig intelligens (AI) være i stand til at spotte specifikke mønstre, som oftest ses hos de, der har tendens til ludomani og problemspil. Scanneren skal sikre, at man fanger disse kunder, inden det går galt. Hos Danske Spil betyder omkostningerne for Spilscanneren ikke noget, da de ser det som deres pligt at beskytte deres brugere.

”Det er for os et helt væsentligt værktøj, som vi anvender for at reducere risikoen for, at vi tjener penge på mennesker, som er mest udsatte og sårbare – dem, der udviser en spilafhængig adfærd. Derfor interesserer vi os ikke for regningen på Spilscanneren, men hvis man, som vi, allerede har de fornødne data, er det ikke voldsomt dyrt. Samtidig bruger vi resultaterne til at tilpasse vores markedsføring, så vi f.eks. ikke rammer børn, der under 16 år ikke må spille lotto og under 18 år ikke må spille kasino og sportsspil,” forklarer administrerende direktør hos Danske Spil, Susanne Mørch Koch.

LudomaniLinjen overtaget af Spillemyndigheden: Er blevet til StopSpillet

Fra 2011 til 2018 drev Danske Spil det, de kaldte for LudomaniLinjen. Her kunne man ringe ind, hvis man enten selv havde et gambling-problem eller var pårørende til en, som havde. Professionelle rådgivere sad klar til at vejlede og ofte også hjælpe brugeren med at registrere sig i ROFUS-registret. Når du er registreret her, kan du ikke få lov at gamble online i Danmark.

I starten af 2019 blev denne linje overtaget af Spillemyndigheden, og i dag hedder hjælpelinjen StopSpillet. Denne linje fungerer i dag på vegne af alle spiludbydere i Danmark.

Mere end 500 har allerede søgt hjælp via StopSpillet

Siden januar 2019 har mere end 500 danskere ringet til hjælpelinjen StopSpillet, og Spillemyndigheden kalder selv dette for en succes. Birgitte Sand, direktør i Spillemyndigheden, fortalte tidligere på året, at de havde regnet med omkring 90 henvendelser i kvartalet. Derfor har det været overvældende, at de allerede har modtaget så mange opkald.

”På den ene side ville det jo være rigtig godt, hvis spillere eller pårørende ikke havde udfordringer med spil. Men på den anden side er vi selvfølgelig både glade og stolte over de mange, som har fundet vej til os og vist os den store tillid at søge vores hjælp,” fortæller Birgitte Sand. StopSpillet er åbent for alle, som har brug for at tale om spilafhængighed. Man kan ringe uanset alder og omfang af problemet.

Similar Posts