888 leverer dårligt regnskab, delvist grundet stor bøde
Bettingfirmaet 888 er en af de største spiludbydere inden for online betting og poker i verden. Selvom der er mange spillelystne folk på nettet, leverer de et sløjt regnskab i første halvdel af 2017. Men det er ikke uden grund, at regnskabet ikke viser overskud, da man trods en fremgang på 9% alligevel kan se røde tal på bundlinjen af 2017-regnskabet indtil videre. Der kom nemlig en klækkelig bøde på intet mindre end 7,8 millioner pund i Storbritannien, da virksomheden ikke varetog sårbare spilleres interesser.
Bøden betyder blandt andet, at 888 har tabt 17,3 millioner dollars før skat i løbet af de første seks måneder i 2017, hvorfor der er en del, der skal indhentes i det næste halvårlige regnskab. I samme periode sidste år var situationen noget anderledes, da man har kunnet melde om sorte tal og en fortjeneste før skat på 27,8 millioner dollars. 888 har oplevet vækst på casino og poker, mens der inden for sportsbetting også er særligt stor fremgang med hele 45% i første halvdel af 2017. Meget tyder på, at det er sportsbetting, der skal redde det totale regnskab for 2017, hvis det fortsætter i samme dur.
Derfor fik 888 massiv bøde
Bøden på 7,8 millioner pund blev givet, fordi UKGC (UK Gambling Commission) vurderede, at man hos 888 ikke holdt hånden under særligt skrøbelige spillere og dermed ikke vedligeholdt sit sociale ansvar om forsvarlig gambling. 888 har en britisk licens og kan derfor tilbyde spil som poker, casino og sportsbetting til alle over 18, der vil spille om penge online. Som de britiske regulativer foreskriver, har man som spiludbyder et socialt ansvar for spillerne på ens platform, og man bør derfor ikke udnytte svage sjæle, der er villige til at satse alt.
UKGC har gennemgået 888s system og har der fundet en fejl, der gør, at mere end 7.000 spillere, som havde udelukket sig selv fra casino, poker og sportsbetting, alligevel havde adgang til 888bingo. Disse 7.000 spillere har tilsammen indsat 3,5 millioner pund i perioden, hvor denne fejl ikke var opdaget, og har da været i stand til at spille alligevel. Her vurderer kommissionen også, at man fejlagtigt ikke har reageret på synlige tegn på ludomani, som i flere tilfælde har ført til, at spillere har begået kriminalitet for at finansiere sit spil på 888bingo.
Ydermere bliver 888 kritiseret for manglen på interaktion med spillerne, i forhold til hvor ofte de spiller og ikke mindst de store summer, der blev spillet for i perioden af de 7.000 spillere, der havde udelukket sig selv blandt andet grundet ludomani. Derfor fik de en så betragtelig bøde, da kommissionen også ønsker at statuere et eksempel på, hvor grelt det er ikke at overholde sit ansvar som spiludbyder.
Spillere får penge tilbage
Sanktionen mod 888 er uden tvivl et vink med en vognstang om, at denne form for fejl ikke tolereres. Med i bøden er der medregnet de 3,5 millioner pund, som de 7.000 spillere havde indsat på deres konto. Disse tilbagebetales til hver enkelt spiller, og der bringes derfor balance i regnskabet.
Yderligere er der også medregnet en kompensation til de folk/virksomheder, som har været udsat for økonomisk kriminalitet, så spil kunne finansieres. Her er der tale om et beløb i størrelsesordenen af 62,000 pund. 4,25 millioner pund af bødens samlede størrelse går til investering i socialt ansvarlige initiativer, der skal forhindre lignende scenarier i at opstå.
Storbritanniens regulativer påvirker industrien negativt
I takt med at man i Storbritannien indfører flere reguleringer, der har til hensigt at beskytte spillernes interesser, bliver det sværere at tjene penge på spilindustrien. Udgifterne for at drive forretning bliver dyrere, og mulighederne for at annoncere for at lokke spillere til bliver mindre. Det får en klar negativ effekt på resten af 2017, er man overbevist om hos 888.
Mens det ser sløjt ud i Storbritannien, ser det anderledes positivt i markeder som Spanien og Frankrig. Her ser markedet lovende ud, da der ikke er samme regler, som der er gældende hos briterne. Også i Danmark har vi set lignende stramninger, selvom der i 2012 blevet åbnet op for udenlandske udbydere. Her er man også underlagt vores regulativer, samt at det koster dyrt at få en dansk licens.